DR Vokalensemblet & Arvo Pärt 90 år

1. september 1935 blev Arvo Pärt født i Paide, en lille estisk by uden megen kontakt til omverdenen. Ingen havde kunnet forestille sig, at man i 2025 ville fejre bysbarnet Arvo Pärt som en af verdens største komponister – ligesom man heller ikke kunne ane, at Estland i den mellemliggende periode ville blive krigsskueplads for tyskere og russere, og at Estland i et halvt århundrede ville være annekteret af Sovjetunionen. 

Estlands historie i det 20. århundrede er brutal, og de mange brydninger kom til at sætte sit præg på Arvo Pärt. Han voksede op i et Estland, der ufrivilligt var en kommunistisk sovjetrepublik, og hvor den kunstneriske frihed var stærkt begrænset. Det bragte ham på kollisionskurs med styret, og i 1968 blev der nedlagt opførelsesforbud mod nogle af hans værker, der var alt for moderne og provokerende.

I de næste otte år trak Pärt sig tilbage som komponist. Han komponerede stort set ikke, men fordybede sig i musikkens historiske rødder fra middelalderen. Han nåede også dybt ind i den kristne tro og konverterede til den ortodokse kirke. I 1976 sprang han ud som genfødt komponist ved en 'comeback-koncert' i en kirke i Tallinn. Nu komponerede han religiøs musik i en ekstremt enkel stil med et meget lille materiale af toner. Stilen kaldte Pärt for ”tintinnabuli”, et latinsk ord, der betyder 'lyden af klokker'.

Det er musik, der lader til at befinde sig udenfor tid og rum. Samtidig er musikken klart struktureret og meget dogmatisk. At det lyder så magisk smukt, skyldes musikkens renhed, og at stilheden hos Pärt er mindst lige så vigtig som tonerne.

De nye religiøse værker gjorde ikke Arvo Pärts position i Estland nemmere, for religiøs udøvelse var generelt ikke tilladt i Sovjetunionen. I 1978 fik han udrejsetilladelse, hvad der også var en lettelse for magthaverne, som slap af med en af Estlands mest alternative stemmer.

Først efter sin ankomst til Vesten blev Arvo Pärts musik internationalt kendt, og i 1980’erne blev musiklyttere verden over væltet omkuld af hans intense, åndelige musik, der ikke lyder som noget andet. Siden dengang har han været en af de mest opførte nutidskomponister i verden, og hans musik har dannet forbillede for en stor bølge af nutidig religiøs musik. 

Arvo Pärt modtog i 2008 modtog Léonie Sonnings Musikpris i København. Den store berømmelse har ikke ændret ved, at Pärt foretrækker et tilbagetrukket liv. I dag bor han igen i Estland, og selv om han stadigvæk komponerer, har han meddelt, at han nu har trukket sig tilbage fra offentligheden. 

Pärt: The Deer’s Cry

Arvo Pärt blev i en moden alder så berømt, at bestillinger fra hele verden begyndte at strømme ind. Trossamfund, kirker og ensembler ønskede alle at få Pärt til at komponere et værk specielt til netop dem. 

I 2007 blev han bedt om at skrive et stykke til en musikfestival i Irland. Pärt valgte en bøn, skrevet af den irske helgen Skt. Patrick, der bragte kristendommen til Irland. Skt. Patrick bad denne bøn, da han med sine følgere blev angrebet og truet på livet. Ifølge legenden fik den stærke bøn hans fjender til at se Skt. Patrick som en uskyldig hjort, der gik sammen med sine små kid. Deraf titlen ”Hjortens kald” – The Deer’s Cry.

Arvo Pärt bruger tekstens retoriske form til at skabe musik, som både er et urokkeligt fundament og et værn til alle sider, præcis som teksten fortæller, at Gud er. Det er utrolig fokuseret musik, der til allersidst bløder sig op til ordene: ”Christ in every one that sees me, Christ in every ear that hears me.”

Tormis: Efterårslandskaber  

En af Arvo Pärts lærere og nærmeste kolleger i Estland var Veljo Tormis (1930-2017). Han er ikke bare en original vokalkomponist af internationalt format; i Estland er han en nationalfigur, fordi han insisterende kæmpede for at opretholde estisk kultur, da landet var truet af sovjetisk udslettelse. 

DR Vokalensemblet synger fire satser fra Veljo Tormis’ raffinerede korværk Efterårslandskaber. Det er komponeret i 1964 og er et af hans kendteste værker i Estland. Siden skrev Tormis lignende samlinger af korsange til de tre øvrige årstider.

Sangene har tekster af digteren Viivi Luik, som var bare 16 år, da hun i begyndelsen af 1960’erne debuterede med sine originale digte. Endnu var Tormis ikke begyndt på den lange fase, hvor han koncentrerede sig om at bearbejde estisk folkemusik, og Efterårslandsskaber er derfor fri, poetisk musik, inspireret især af den ungarske komponist Zoltan Kodaly.

Sangene er ganske korte epigrammer, der begynder med den stemningsfulde Det er sensommer og efterfølges af Skyer løber over himlen, hvor korstemmerne suser hurtigt afsted.
I sangen Smerteligt røde blade falder bladene af, et efter et, og i det sidste uddrag, Vind over vildmarken, får man et djævelsk billede af naturens forfald.

Pärt: The Beatitudes  

Værket The Beatitudes for kor med diskret orgelledsagelse er komponeret i 1990, og det var et af de første værker, Pärt skrev med engelsk tekst. Stykket blev komponeret til det engelsktalende ensemble Theatre of Voices og den engelske dirigent Paul Hillier. 

The Beatitudes betyder ”Saligprisningerne”. Teksten stammer fra Jesu Bjergprædiken, der er gengivet i Matthæusevangeliet kapitel 5. ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes”, begynder denne velsignelse.

Pärt fandt, at teksten bedst lod sig sætte i musik til en form for recitativ, hvor sætningerne er klart og tydeligt adskilt. Han skaber en bredde i udtrykket ved at lade hver frase befinde sig i en anden toneart end den forrige. Langsomt stiger tonelejet og den musikalske intensitet, indtil det kulminerer på slutordet ”Amen”.

Stykket slutter med en orgelsolo, der gradvist bevæger sig baglæns gennem stykkets udvikling, tilbage til det tonale udgangspunkt, det hele begyndte med.

Pärt: Mein Weg hat Gipfel und Wellentäler  

I 1989 komponerede Arvo Pärt orgelstykket Mein Weg hat Gipfel und Wellentäler til opførelse ved en orgelfestival i Finland.
Titlen “Min færden har højder og dale” stammer fra en digtsamling af den fransk-jødiske digter Edmond Jabès, som Pärt læste i tysk oversættelse. Pärt tog tekstlinjen til sig som motto for sit usædvanlige orgelstykke, der symboliserer livets bevægelser i med- og modgang.

Stykket er typisk for Pärt meget strengt komponeret. Det er udformet som en kanon, hvor temaet bevæger sig i tre lag ovenpå hinanden. Hvert lag har sit eget tempo: Den øverste stemme (højre hånd) er dobbelt så hurtig som den mellemste (venstre hånd), der igen er dobbelt så hurtig som den nederste (der spilles på pedalerne).

Nana Forte: The Bells 

The Bells (Klokkerne) er et vildt digt af amerikaneren Edgar Allen Poe. For sin tid (1849!) er det dybt eksperimenterende – og det er stadig moderne. I en fri digtform opløser Poe ordenes rytme, så sproget bliver til klokkeklang. Digtet er fuldt af ringlende gentagelser og lydord, og man får nærmest for tinnitus af at læse det!

Den russiske komponist Rakhmaninov lavede en stor symfoni for kor og orkester over digtet, og også den slovenske komponist Nana Forte har sat det i musik i 2023. Hun bruger de fire vers om fire forskellige slags klokker – sølvklokker, bryllupsklokker, brandklokker og de store, frygtindgydende jernklokker – til et forløb med samme nonstop-virkning som Poes digt. Som 'klokkemusik' passer det smukt til denne koncert med værker af en anden dyrker af klokkeklang, Arvo Pärt. Poes digt bruger endda ordet ”tintinabulation”, ligesom Pärt taler om ”tintinnabuli”.

Sumera: Kui tume veel kauaks ka sinu maa

Da Estland i 1990 genvandt sin selvstændighed, foregik det uden blodsudgydelse i det, man har kaldt ”Den syngende revolution”. Helt tilbage til selvstændighedsbevægelsen i slutningen af 1800-tallet var der tradition i Estland for at holde sangstævner for at markere den nationale bevidsthed, og det nåede nye højder, da landet endelig kunne øjne friheden efter 50 års sovjetisk besættelse.

Komponisten Lepo Sumera, der senere blev Estlands første kulturminister, skrev i 1985 det indtrængende korstykke ”Hvor længe skal dit land være mørkt” (Kui tume veel kauaks ka sinu maa) til en tekst af digteren Juhan Liiv. Han levede 100 år tidligere under den første selvstændighedsbevægelse, da Estland var en del af zarens Rusland. Allerede dengang var håbet om et frit Estland brændende stærkt.

Schnittke: Tre salmer

I slutningen af 1980’erne var Sovjetunionen ved at smuldre, og nye stemmer var blevet umulige at undertrykke. En af de mest originale var komponisten Alfred Schnittke, der var noget af en undergrundsfigur i Rusland på grund af sin kontroversielle musik. Det var bestemt heller ikke uproblematisk i Sovjetunionen, at han kom fra en tysktalende familie, der var jødisk på faderens side og volgatysk på moderens.

I 1970’erne tilsluttede Schnittke sig den ortodokse kirke, ligesom den jævnaldrende Arvo Pärt gjorde det. Det åbnede samtidig endnu et rum i hans mangefacetterede kunst. Blandt Schnittkes brogede værker og leg med stilarter finder man derfor også ortodoks kirkemusik i traditionen fra tiden inden Sovjetunionen fandtes.

Schnittkes Tre Salmer er komponeret til bønner, der også er velkendte i den vestlige kirke. Det er på dansk ”Hil dig, Maria, fuld af nåde” (Ave Maria), ”Herre Jesus” (Jesusbønnen) og ”Fader vor”. 
Den første sats er for dobbeltkor, hvor de to kordele synger i parallelle tonearter, den ene i dur, den anden i mol, hvad der skaber en uvirkelig klang. Den anden sats breder korklangen ud i store, hymniske blokke, og basserne rammer det dybe C til allersidst. Den sidste af satserne lader i ortodoks kirketradition musikken følge tekstens fraser, inden den slutter med et tvetydigt “Amen”.  

Pärt: Spiegel im Spiegel

Et af de mest opførte Arvo Pärt-værker er Spiegel im Spiegel fra 1978. Et dybsindigt stykke, der bag sin enkle overflade gemmer en nøje udregnet konstruktion. Titlen kan oversættes både i ental og flertal som 'Spejl i spejl' eller 'Spejle i spejle'. Det anslår den illusion, at hvis man holder et spejl op foran et andet spejl, kan man se en uendelig række af spejle indeni hinanden.

Stykket udvikler sig på strengt dogmatisk vis ved at melodistemmen bevæger sig først op, så ned, derefter op igen og ned igen, osv. For hver bevægelse op og ned lægges en tone til rækken, der dermed langsomt vokser. Men efter hver tur op eller ned vender melodien altid tilbage til udgangstonen, som Pärt beskriver som ”en hjemkomst”. 
Som akkompagnement hører man en roligt fremadskridende kæde af brudte treklange, der med Pärts ord fungerer som melodistemmens skytsengel.

Spiegel im Spiegel blev oprindeligt skrevet i 1978 for violin og klaver, og Pärt har siden lavet mange andre udgaver. Ved denne koncert spilles stykket i en version for orgel, der stammer fra 2010.

Pärt: Summa

Det korte stykke Summa fra 1977 er et stringent eksempel på Pärts ”tintinnabuli”-stil, der i sin grundidé bygger på bare to stemmer. Det er også et eksempel på, hvordan Pärts musik har et religiøst indhold, selv om det ikke altid ses tydeligt. Stykket begyndte nemlig sin eksistens som et ordløst stykke for strygere, hvor musikken i smug er bygget over den kristne trosbekendelse – på latin: ”Credo in unum Deum”.

Ordet summa er et middelalderligt begreb for en tekst, der 'opsummerer' noget, og det er i Pärts tilfælde den kristne tro. Men det kunne altså ikke siges ligeud ved at kalde stykket for ”Credo”. Først efter Pärts udvandring til Vesten kunne han koble Trosbekendelsen på musikken som sangtekst.

Jens Cornelius