Hannigan & Girl Crazy

Golfam Khayam: Je ne suis pas une fable à conter

I 2022 deltog Barbara Hannigan i et online-seminar om persisk kultur, og den unge iranske komponist Golfam Khayam blev så berørt af det, at hun med det samme tog kontakt til hende. Og Barbara Hannigan svarede straks tilbage – med ønsket om, at Golfam Khayam skrev et nyt værk til hende.

Det blev til “Jeg er ikke en historie, der kan fortælles”, eller som den franske originaltitel lyder: Je ne suis pas une fable à conter. Værket blev uropført af Barbara Hannigan og Islands Symfoniorkester i 2023, og Hannigan har opført det flere gange siden.

Stykket er skrevet til en ”syngende dirigent”, og Golfam Khayam valgte som sangtekst et digt fra 1955 af den iranske digter Ahmad Shamlou, en af landets vigtigste forfattere, fortæller hun. ”Og særligt dette digt har givet stemme til så mange tavse mennesker, der leder efter lyset i en mørk tid.”

Golfam Khayam er født 1982 og opvokset i Teheran, hvor hun stadig bor. Både sangstemmen og orkesterdelen i stykket anvender træk fra persisk musik. Og ikke mindst lægger stykket op til improvisation. Meget af orkestrets musik består af afsnit, hvor små musikalske fraser skal gentages frit af musikerne. Golfam Khayam sammenligner det med de gentagne mønstre, man finder i et persisk tæppe, og på dette ’tæppe’ kan solisten så optræde.

”Der er stor frihed i dette stykke”, siger Barbara Hannigan. ”Det kommer til at lyde forskelligt ved hver opførelse.”

Teksten synges i fransk oversættelse og med enkelte sætninger på det persiske sprog farsi. Afslutningen er en gradvis bevægelse mod lyset, hvor sopranen til slut kan synge "Man dardé moshtarekam, Maraa faryaad kon", der betyder ”Jeg er den fælles smerte, græd mig væk!”

Jens Cornelius

Den amerikanske komponist Ruth Crawford Seeger var en stor personlighed i USA’s moderne musik, selv om hendes komponistarbejde ikke kom til at vare så længe. De fleste af sine værker skrev hun i 1920’erne og 1930’erne, hvor hun var regnet for at være en ’ultramodernist’. Hun var på bølgelængde med den moderne musiks største navne som Bartók og Alban Berg, som hun mødte i begyndelsen af 1930’erne, da hun studerede i Europa.

Desværre levede hun ikke ret længe – hun var født i 1901 og døde af kræft i 1953. Og hun brugte også sin tid på andre områder, ikke mindst musikvidenskab og på at indsamle amerikansk folkemusik. Hendes arbejde med folkets sange og musik udsprang af hendes politiske engagement, der var kommunistisk.

Hendes mest berømte værk er den korte Andante for strygere, som er et virkelig eksperimenterende stykke. Det var oprindeligt en sats i hendes Strygekvartet, komponeret i Berlin 1931. I USA vakte værket opmærksomhed og blev helt usædvanligt indspillet på plade, understøttet af en anden eksperimenterende komponist, Charles Ives.

Ruth Crawford Seeger kom senere frem til, at musikkens flydende tilstand af toneklynger, der smelter sammen i en lava-agtig strøm, bedre kunne realiseres af et strygeorkester. Derfor arrangerede hun i 1938 denne ene sats til et selvstændigt orkesterstykke. Et ganske kort værk med en meget høj intensitet.

Jens Cornelius

Charles Ives er USA’s store, excentriske nationalkomponist. En kunstner så nytænkende, at hans samtid i begyndelsen af 1900-tallet simpelthen ikke fattede, hvad hans musik gik ud på. I dag regnes Ives som en af hele det 20. århundredes mest originale musikpersonligheder.

Et af hans nøgleværker er Three Places in New England fra 1911-14. New England, det nordøstlige hjørne af USA, var Ives’ barndomsland i 1880’erne. Musikkens ’tre steder’ findes i virkeligheden, men Ives’ beskrivelser er rene fantasier over stedernes symbolik.

1. sats tager udgangspunkt i et monument, rejst til ære for et af Nordstaternes regimenter under den Amerikanske Borgerkrig, der udelukkende bestod af sorte soldater. Monumentet er skabt af billedhuggeren Augustus Saint-Gaudens og står i Boston, heraf Ives’ krøllede satstitel Saint-Gaudens monumentet på Boston Fælled (Løjtnant Shaw og hans farvede regiment). Den mystiske musik rummer spøgelsesagtige citater af regimentets marchsange og af spirituals og fædrelandsmelodier fra borgerkrigens tid.

2. sats, Putnam’s Camp, Redding, Connecticut, beskriver oplevelsen af festlighederne på nationaldagen 4. juli, som det kunne finde sted i mindeparken Putnam’s Camp, grundlagt til ære for general Israel Putnam. Satsen er særlig berømt, fordi Ives deler orkestret op i flere grupper, der spiller uafhængigt af hinanden – på samme tid. Hensigten er at beskrive tumulten på festdagen, hvor musikken kommer strømmende fra alle hjørner. Mange forskellige melodier og sange dukker op undervejs, bl.a. Nordstaternes kendingsmelodi ”Yankee Doodle”.

Sidste scene, The Housatonic at Stockbridge, er en gådefuld sats om Housatonic River i Massachusetts. Her havde Ives på sin bryllupsrejse i 1908 gået tur med sin kone, og Ives huskede tilbage: ”Vi gik på engen langs floden og hørte fjern sang fra kirken på den anden side. Tågen var ikke helt væk fra vandet, og farverne, det rislende vand og elmetræerne var noget, man aldrig ville kunne glemme.”

Charles Ives’ originalitet var en stor forhindring for udbredelsen af hans musik, men han gjorde det heller ikke lettere for sin eftertid ved at lave flere versioner af sine værker, der ofte er temmelig forskellige og umulige at forene i en definitiv version.

Barbara Hannigan opfører Three Places in New England i Ives’ version for stort symfoniorkester, der først udkom på tryk så sent som i 2008.

Jens Cornelius

Der er mere americana i The Carousel Waltz, ouverturen til musicalen ’Carousel’ fra 1945. Det er godt hørt af Barbara Hannigan, at det amerikanske folkeliv fra Ives’ musik klinger videre i den folkelige orkestermusik på Broadway.

Den store orkestervals er lavet i et samarbejde mellem musicalkomponisten Richard Rodgers og orkesterarrangøren Don Walker. I amerikansk musik er der en lang tradition for, at en komponist overlader den særlige opgave med orkestrering til en specialiseret fagmand, og Don Walker lavede en brillant ouverture, der på egen hånd er blevet kendt som The Carousel Waltz.

Musicalen er en ret tragisk historie om et ungt par, der bliver adskilt af fattigdom. Hovedpersonen Billy, der er blevet fyret som karruselpasser i et tivoli, forsøger desperat at skrabe penge sammen til tilværelsen med sin unge hustru Julie – der er gravid med deres første barn. Men han begår selvmord under et mislykket røveri mod en rig mand. Resten af historien tager en kraftig drejning, da den fortæller om, hvordan Vorherre giver Billy en sidste chance til at hjælpe den datter, han ikke lærte at kende, da han levede.

Jens Cornelius

Som 15-årig medvirkede Barbara Hannigan i en skoleopførelse af musicalen Girl Crazy, og de senere år er hun vendt tilbage til musikken i form af en ny version for sang og orkester, som hun selv har lavet i samarbejde med arrangøren Bill Elliott.

Girl Crazy – på dansk ”Tosset med piger” – blev komponeret i 1930 af George Gershwin og med tekster af hans bror, Ira Gershwin. Koncertudgaven er fra 2016 og varer cirka et kvarter. Den blev oprindelig skabt til at blive opført sammen med en tilsvarende kondenseret udgave af Alban Bergs opera ’Lulu’. I 2018 vandt Barbara Hannigan en Grammy i USA for ’Årets bedste vokalalbum’, da hun udgav en indspilning, som kombinerede hendes ’Lulu suite’ med denne ’Girl Crazy suite’. Men suiten over Girl Crazy fungerer også i andre sammenhæng, f.eks. som forrygende afslutning på en koncert som den i aften.

Suiten sammenkæder temmelig genialt en række af Gershwins uforlignelige melodier fra musicalen: ”I got rhythm”, ”But not for me”, ”Strike up the band” og ”Embraceable you”. Der er også indlagt musikalske hilsener til nogle af Barbara Hannigans egne yndlingskomponister, Alban Berg, György Ligeti, Kurt Weill, canadieren Claude Vivier og Gustav Mahler. Og der er overraskelser undervejs, som ikke skal afsløres på forhånd!


Jens Cornelius