Popelka & Smetana

Nationernes selvstændighed, identitet og landegrænser er et brændende aktuelt spørgsmål. Hvem har hjemme hvor? Hvor dybe er rødderne – og har den stærkeste nation ret over den mindre stærke?

De spørgsmål havde også eksistentiel betydning i 1870’erne, da den tjekkiske komponist Bedřich Smetana skrev sit store orkesterværk Mit fædreland.

Mit fædreland – på tjekkisk ’Ma vlast’ – er en svulmende tale om tjekkernes kultur og historie. Værket blev opført første gang i 1882 og har lige siden haft en enestående national betydning for tjekkerne gennem alle de sving, op- og nedture, historien har haft siden da.

Da Smetana skrev musikken, var Tjekkiet ikke en selvstændig nation, men kun en del af det store Østrig-ungarske kejserrige. Det dækkede Europas central-østlige del: fra Bøhmen i nord til Bosnien i syd, fra Tyrol i vest og til Moldova i øst. I centrum var dobbeltmonarkiets to hovedstæder, Wien og Budapest. Den konstruktion var både for bred og for kunstig, og efter få årtier slog Østrig-Ungarn revner og sprak i 1914 – da den 1. Verdenskrig gik i gang.

Som nationalsindet komponist stræbte Smetana efter at ramme en tjekkisk stil i musikken. På tilsvarende vis tænkte mange andre europæiske kunstnere i 1800-tallet, hvor nationalstaterne med alle kræfter markerede deres selvstændighed. I Danmark ville man rive sig løs fra tysk kultur, i Norge fra dansk kultur, i Finland fra russisk kultur. Alle steder søgte nationalromantiske kunstnere tilbage til gamle folkelige kilder – folkeviser, legender og sagn – for at bearbejde dem til en ny, nationalt farvet kunst.

Smetana beskriver i musikken seks scener fra den tjekkiske fortid og det tjekkiske landskab. Han opfattede det selv som seks forskellige stykker. De hænger sammen i en cyklus, men er i deres karakter seks individuelle værker.

At høre hele Mit fædreland er derfor noget af en musikalsk maraton! De seks stykker varer cirka et kvarter hver, tilsammen knap halvanden time, og i musikalsk indhold er det meget begivenhedsrigt. Man kan sammenligne det med at læse seks intense noveller i træk. Titlerne på de enkelte stykker var nok til, at det nationalt-begejstrede tjekkiske publikum på Smetanas tid kunne fange de musikalske scenerier. Ikke-tjekker har derimod god brug for nogle korte introduktioner, hvor man kan støtte sig ved de korte beskrivelser, som Smetana selv skrev ned.

1. Vyšehrad

Vyšehrad er en borg på en klippetop syd for Prag. Her boede de første bøhmiske fyrster i det 10. århundrede, men slottet blev ødelagt under de voldsomme krige i senmiddelalderen. I musikken skruer Smetana tiden tilbage, så vi hører sagnet om slottets storhed og fald. 

Stykket er i tre dele. Det indledes af et par harper, der symboliserer fortidens barder og deres kvad og sagnfortællinger.

I stykkets midterdel bølger uroen frem og tilbage – Smetana forklarede, at man hører ”om hændelserne ved Vyšehrad, om storheden, pragten, turneringerne og slagene frem til det endelige forfald og ødelæggelsen.”

Til slut vender harpetemaet tilbage, denne gang mere bedrøveligt end i begyndelsen. Storhedstiden for Vyšehrad er forbi.

2. Moldau (Vltava)

Værkets mest berømte sats er Moldau, eller som den hedder på tjekkisk: Vltava. Et genialt stykke orkesterpoesi, der beskriver den strømmende Moldau-flod fra kilden og til dens udløb. Floden glider gennem smukke landskaber, og ud af musikken vokser en uforglemmelig melodi, der rummer essensen af den natur og folklore, som Smetana vil hylde.

Smetanas egen beskrivelse lyder: ”Værket beskriver Moldaus løb, der udspringer af to små kilder, den kolde og den varme Moldau. De to kilder løber sammen til én og flyder gennem skove og enge, gennem bondelandet, hvor der holdes høstfester; i måneskinnet danser vandnymferne; på de nærliggende klippetoppe knejser stolte borge, slotte og ruiner; Moldau hvirvler afsted i Skt. Johannes-vandfaldene og flyder som en bred strøm til Prag, hvor Vyšehrad kommer i syne, og den forsvinder til slut udi det fjerne, hvor den majestætisk flyder ud i Elben.”

Det pudsige er, at lyttere fra andre lande også kan genkende deres nationaltone i Moldaus smukke melodi. For svenskere lyder den lidt som ’Ack Värmeland, du sköna’, for israelere som nationalsangen ’Hatikvah’. Nationalromantikkens forskellige ’nationale’ tonesprog havde så meget til fælles, at det nogle gange mest er etiketten og titlen, der afgør, hvilken nation, det drejer sig om.

3. Šárka

Satsen om Šárka handler om en kriger i en kvindelig hær, som i 600-tallet udkæmpede den såkaldte ”Jomfrukrig”, hvor hun sammen med sine amazoner nedkæmpede en mandlig hær.

”Kompositionen begynder med et portræt af den rasende pige, der sværger at hævne sig på alle mænd på grund af sin elskers utroskab”, forklarer Smetana. Den mandlige hær anføres af Ctirad.

Smetana fortæller: ”I det fjerne høres Ctirad og hans væbnere, der kommer for at ydmyge og straffe pigerne. Mændene narres af et nødråb i det fjerne fra en pige (Šárka), der er bundet til et træ. Da Ctirad ser hende, bliver han betaget af hendes skønhed og befrier hende. Hun giver ham og hans mænd en forgiftet drik, der først gør dem berusede og derefter får dem til at falde i søvn. Et hornsignal tilkalder de andre kvinder fra deres fjerne skjulested, og de iler dertil for at udføre deres blodtørstige gerning. Blodbadets rædsler og Šárkas tilfredsstillede hævntørst er værkets slutning.”

4. Fra Bøhmens marker og skove

Cyklussens næste stykke er en slags fantasi over temaer, der minder om tjekkisk folkemusik. Smetana folder det ud i både brusende vælde og i mere intimt format. På den måde tages man med på en overflyvning af det tjekkiske landskab, hvor det tjekkiske folk bor. ”Dette er et generelt udtryk for de følelser, som vækkes ved synet af de tjekkiske landskaber”, forklarede Smetana.

I denne del af Mit fædreland er der ikke fokus på bestemte fortidsmonumenter og folkesagn, men på befolkningen og deres egen jord. Smetana gav denne beskrivelse af musikken: ”Fra alle steder i skov og på mark lyder inderlig sang, både glad og vemodig. Skovene – hørt i en hornsolo – og det lystige, frugtbare lavland ved Elben og mange, mange andre landsdele er i tankerne i denne lovsang.”

5. Tábor

I næstsidste digtning fortæller Smetana om religionskrigen i 1400-tallet, hvor hussitterne lavede oprør mod den katolske kirke. Hussitterne var tilhængerne af den tjekkiske biskop Jan Hus, der blev brændt på bålet for kætteri. Det skete 100 år før Martin Luthers protestantiske reformation.

Hussitterne samlede en slagkraftig folkehær med base i byen Tábor i det sydlige Bøhmen, og i musikken giver Smetana et portræt af det, han kalder ”de glorværdige hussitterkrige og hussitternes uovervindelige ånd”. Hovedtemaet er et citat fra en hussitter-salme, der har titlen ”I, der er Guds stridsmænd”. Smetana bruger den firskårne salme som musikalsk byggeklods. Han forklarede:

”Hele værkets struktur er afledt af denne majestætiske melodi. På hussitternes hovedsæde i Tábor har denne hymne ganske givet lydt alleroftest og mest højlydt. Værket beskriver resolut vilje, sejrrige kampe, udholdenhed og en stædig ubøjelighed.”

6. Blaník

Det sidste af de seks stykker begynder, hvor det forrige slap: med salmemelodien ”I, der er Guds stridsmænd”. På den måde sammenligner Smetana hussitternes kampånd fra 1400-tallet med sin egen samtids kamp i 1800-tallet. Fortid og nutid samler sig for at skabe en ny nation. Og ligesom Holger Danske vil vågne fra sin søvn, hvis Danmark er truet, er hussitterne klar til kamp, når det gælder – Smetana forklarer:

”Efter de hussittiske heltes nederlag skjuler de sig i Blaník-bjerget og venter i dyb søvn på det øjeblik, hvor de skulle komme deres land til undsætning. På grundlag af hussitter-melodien udvikles genopstandelsen af den tjekkiske nation og fremtidige lykke. Denne sejrrige hymne, der er udformet som en march, afslutter værket og dermed hele cyklussen af symfoniske digte, Mit fædreland.”

Smetana peger også på et intermezzo i satsen, hvor ”en hyrdedreng råber og spiller skalmeje, og ekkoet svarer ham”. Det er et smukt billede på det afsnit, hvor en obo spiller en enkel melodi, akkompagneret stilfærdigt af de andre træblæsere. Et symbol på de yngste tjekkiske generationer, der håbefuldt kalder på fremtiden for et selvstændigt Tjekkiet.

Jens Cornelius