Fortællinger

DR Symfoniorkestret

Nyheder

Skrevet af Cecilie Rosenmeier

5 Minutter

DR Symfoniorkestret forlænger kontrakten med chefdirigent Fabio Luisi efter ti års succesfuldt samarbejde

DR Symfoniorkestrets sæsonåbning den 3. september markerer ti års jubilæum for samarbejdet med den italienske stjernedirigent Fabio Luisi, som har ført til en række priser og udmærkelser. Nu forlænges kontrakten frem til 2032 - og flere milepæle er på vej.

Luisi & Beethovens 9.

Da DR Symfoniorkestrets musikere for godt ti år siden fik besked om, at deres nye chefdirigent ville blive Fabio Luisi, var deres begejstring så stor, at en videooptagelse af deres reaktion gik viralt på sociale medier med hundredtusindvis af visninger.

Ti år senere er samarbejdet mellem orkestret og Luisi kun blevet endnu stærkere. Og når den nye koncertsæson åbner til september, kan de se tilbage på et årti med succesfuldt samarbejde, som har ført til internationale priser og udmærkelser, en eksklusiv pladekontrakt og invitationer fra førende koncertsale verden.

Selve tiårsdagen for Luisis tiltrædelse er 1. september, men markeres ved DR Symfoniorkestrets sæsonåbning torsdag 3. september og fredag 4. september i Koncertsalen.

Samtidig kan orkestret og Luisi og orkestret se frem til endnu flere fælles koncerter og turnéer i fremtiden, for Luisis kontrakt er netop blevet forlænget med foreløbigt tre år frem til sommeren 2032.

DR Symfoniorkestret & Fabio Luisi

Sæsonåbning: Luisi & Mahlers 4.

Torsdag 3. september kl. 19.30

Fredag 4. september kl. 19.30

DR Koncerthuset, Koncertsalen

Rudolf Buchbinder, klaver

Fabio Luisi, dirigent

Koncerten sendes på P2 og i DR Lyd samt efterfølgende på DRTV

Dansk musik på verdenskortet

Det er ikke bare musikerne i DR Symfoniorkestret, der har været begejstrede over samarbejdet med Fabio Luisi. I løbet af deres ti års samarbejde har anmeldere over hele verden bemærket den særlige musikalske kemi mellem Luisi og hans danske orkester.

Særligt indspilningen af den danske nationalkomponist Carl Nielsens symfonier og koncerter selskabet Deutsche Grammophon har for alvor sat kombinationen af DR Symfoniorkestret og Fabio Luisi på verdenskortet, og samtidig har orkestret spillet musik af danske komponister i en række af verdens førende koncertsale – fra Berliner Filhamonien til Suntory Hall i Tokyo, Royal Albert Hall i London og Elbphilharmonie i Hamborg.

Ifølge DR Koncerthusets chef Kim Bohr er samarbejdet mellem DR Symfoniorkestret og Fabio Luisi en gevinst for hele dansk musikliv.

– Med ansættelsen af Fabio Luisi som chefdirigent fik vi et enestående kunstnerisk og menneskeligt match mellem orkester og dirigent – en sjældenhed i den internationale orkesterverden. Sammen har de udviklet orkestret og sat dansk musik i et større internationalt perspektiv. Det er sket gennem opførelser af dansk musik på nogle af verdens vigtigste koncertscener, anmelderroste indspilninger og samarbejder med en række af den klassiske musiks største internationale navne. Alt sammen til glæde for dansk musikliv og for vores publikum, lyttere og seere. Det giver os et særdeles stærkt udgangspunkt for det videre samarbejde, siger Kim Bohr.

Sæsonåbning med international optakt – og afslutning

Dette års sæsonåbning med DR Symfoniorkestret er ikke kun speciel på grund af tiårs jubilæet for samarbejdet med Fabio Luisi.

Der venter samtidig en særlig, international sæsonoptakt, når orkestret skal optræde på den udendørs scene under den østrigske Grafenegg Festival ugen inden den danske sæsonstart. Her skal de optræde sammen med klaverlegenden Rudolf Buchbinder, som også medvirker ved den efterfølgende sæsonåbning i DR Koncerthuset. På programmet er musik af Nielsen, Brahms og Beethoven.

Også i slutningen af sæsonen i foråret 2027 venter koncerter i anerkendte europæiske koncertsale. Her er DR Symfoniorkestret og Fabio Luisi inviteret til at optræde i bl.a. Dresden, Baden-Baden og på Prags Forårsfestival – ligeledes med dansk musik på programmet.

Klar til sæson nr. 101

Efter sidste sæsons store 100-års fejring er DR Symfoniorkestret og Fabio Luisi klar til at tage hul på orkestrets 101. sæson i Koncertsalen, som bl.a. rummer fortsættelsen af orkestrets store indspilning for Deutsche Grammophon af komponisten af Arnold Schönberg.

Der venter også en lang række debuter og premierer fra både danske og internationale kunstnere og komponister, hvoraf mange aldrig før har kunnet opleves i DR Koncerthuset. Ifølge Kim Bohr har det været vigtigt for orkestret at se fremad efter den store jubilæumsfejring:

– Vores 101. sæson er fuld af nye toner, stemmer og kunstnere – side om side med tidløse, klassiske værker. I det hele taget kommer den ny musik til at spille en vigtig rolle i for orkestret i de kommende sæsoner, siger Kim Bohr.

– Samtidig brænder vi for at åbne den symfoniske musik for et nyt publikum, og derfor fortsætter vi succesen med at vise DR Symfoniorkestrets koncerter i biografer over hele landet, ligesom vi arbejder videre med vores prisvindende kampagner og formidling med Frederik Cilius og Rasmus Bruun.