Fortællinger

DR Symfoniorkestret

Nyheder

Skrevet af Emma Kisch

3 Minutter

DR Symfoniorkestret lancerer stort projekt for ny dansk orkestermusik

Frem mod 2031 skal 12 nye danske orkesterværker opføres, indspilles og udgives digitalt af DR Symfoniorkestret. Målet er at styrke dansk kompositionsmusik og gøre den tilgængelig for et større publikum i Danmark og internationalt.

Her ses komponist Rune Glerup, hvis violinkoncert ”Om Lys og Lethed”, der blev bestilt af DR Symfoniorkesteret,  vandt Nordisk Råds musikpris i 2024.

Her ses komponist Rune Glerup, hvis violinkoncert ”Om Lys og Lethed”, der blev bestilt af DR Symfoniorkesteret,  vandt Nordisk Råds musikpris i 2024.

Danmark har en stærk tradition for nyskabende orkestermusik, som gennem generationer er blevet udviklet af danske komponister og musikere. Men en koncertopførelse er flygtig. Når applausen har lagt sig, kan selv et betydningsfuldt nyt værk hurtigt forsvinde ud af den offentlige bevidsthed, hvis det ikke får et liv uden for koncertsalen.

Det vil DR Symfoniorkestret nu gøre op med gennem det nye projekt ’Fremtidens toner’, støttet af Det Obelske Familiefond.

Frem mod 2031 vil en lang række nye danske orkesterværker blive bestilt, opført og optaget i lyd og video i høj teknisk og kunstnerisk kvalitet til efterfølgende digital udgivelse.

Projektet har til formål at give danske komponister bedre muligheder for at arbejde med det store symfoniske format – og at styrke synligheden af ny dansk orkestermusik i det internationale musikliv. Indsatsen er muliggjort af en bevilling på 3,19 millioner kroner fra Det Obelske Familiefond.

- DR Symfoniorkestret har i dag en stærk position i det internationale musikliv. Med Fremtidens toner vil vi bruge orkestrets omdømme og rækkevidde til at skabe bedre vilkår for ny dansk orkestermusik og give komponisterne en platform, der rækker langt ud over den enkelte koncert, fortæller Kim Bohr, Chef for DR Koncerthuset, Den levende musik & P2.

Nye værker til et stort digitalt publikum

DR Koncerthusets YouTube-kanal har over 1,27 millioner abonnenter og er en af verdens største YouTube-kanaler for orkestermusik.

Ved at gøre dansk symfonisk musik tilgængelig på kanalen får værkerne mulighed for at blive hørt af et stort nationalt såvel som internationalt publikum på tværs af landegrænser.

De 12 komponister og værker vil blive fundet løbende. De konkrete værker udvikles, udvælges eller bestilles i samarbejde med den enkelte komponist og med hensyntagen til dennes kunstneriske identitet og visioner og til projektets samlede rammer.

- Det er ikke hver dag, komponister får chancen for at skabe ny musik til et symfoniorkester. Med projektet får danske komponister mulighed for at udvikle nye værker, som fortolkes af et orkester på højt internationalt niveau og musikken får ovenikøbet et liv videre efter den første opførelse. Det er netop den form for kunstnerisk udviklingsrum, vi gerne vil bakke op om, siger Agnete Braad, områdechef i Det Obelske Familiefond.

De første fire værker forventes at være klar til digital udgivelse i slutningen af 2028.

Om projektet

⚫︎ DR Symfoniorkestret samarbejder med 12 danske komponister

⚫︎ Projektet løber fra 2026 til 2031

⚫︎ Værkerne opføres og optages i professionel lyd- og videokvalitet

⚫︎ Udgivelserne offentliggøres på DR’s platforme og bl.a. YouTube

⚫︎ Formålet er at styrke ny dansk orkestermusik nationalt og internationalt