DR Koncerthuset opnår international certificering for bæredygtighed
DR Koncerthuset har opnået den internationalt anerkendte Green Key-certificering efter en omfattende vurdering af husets bæredygtighedsindsats. Certificeringen omfatter både drift, publikumsservice, produktioner og konferencer.

Flemming Bo Jensen
Efter flere års målrettet indsats kan DR Koncerthuset fejre en milepæl i sit arbejde med bæredygtighed. Huset er nemlig blevet certificeret med Green Key – turismens internationale miljømærke.
Green Key-certificeringen er resultatet af en omfattende proces, hvor husets arbejdsgange og arrangementer er blevet gennemgået og vurderet efter en lang række konkrete miljøkrav. Og samlet set giver certificeringen nu DR Koncerthuset en uafhængig dokumentation for, at huset arbejder målrettet, struktureret og langsigtet med bæredygtighed.
– Det er en vigtig anerkendelse for os, at en international certificeringsordning har vurderet og godkendt vores indsats. Vi er langt fra færdige med arbejdet, men Green Key er et bevis på, at vi har etableret en seriøs og struktureret tilgang til bæredygtighed i hele organisationen, siger Casper Remmer Jeppesen, kommerciel chef i DR Koncerthuset.
Green Key-certificeringen omfatter både husets daglige drift og de mange aktiviteter, som finder sted på og bag scenen. Blandt de initiativer, der har bidraget til certificeringen, er indførelsen af genbrugskrus, øget fokus på affaldssortering og ressourceforbrug samt arbejdet med mere bæredygtige løsninger i produktioner, scenografi og publikumsoplevelser.
Samtidig bygger certificeringen videre på en række tidligere initiativer i huset, herunder udfasningen af trykte koncertprogrammer til fordel for digitale løsninger og et generelt fokus på at reducere ressourceforbruget i den daglige drift.
For DR Koncerthuset er certificeringen også et svar på forventninger fra omverdenen.
– Vi oplever i stigende grad, at både kunder, samarbejdspartnere og internationale aktører forventer, at kultur- og eventhuse kan dokumentere deres bæredygtighedsarbejde. Derfor er Green Key ikke alene et vigtigt redskab for os internt – det er også en måde at vise vores omverden, at vi tager ansvar og arbejder professionelt med området, siger Casper Remmer Jeppesen.
Arbejdet med Green Key er gennemført som en selvstændig indsats i DR Koncerthuset, men certificeringen ligger i naturlig forlængelse af DR’s generelle ambitioner om ansvarlig drift og ressourcebevidsthed.
Kim Bohr, som er chef for DR Koncerthuset, siger om certificeringen:
– Med 348.000 årlige gæster er DR Koncerthuset et af Danmarks største kulturhuse. Det forpligter. Green Key-certificeringen er et vigtigt bevis på, at vi arbejder målrettet og systematisk med bæredygtighed – både i driften og i de oplevelser, vi skaber for publikum. Samtidig markerer certificeringen ikke afslutningen på arbejdet, men begyndelsen på næste fase af vores grønne omstilling.
DR Koncerthuset vil i de kommende år fortsætte arbejdet med at udvikle nye initiativer og løbende forbedre husets indsats på området.
Om Green Key
⚫︎ Green Key findes på omkring 8.500 virksomheder i mere end 90 lande.
⚫︎ Certificeringen omfatter blandt andet krav til energi- og ressourceforbrug, affaldshåndtering, indkøb, drift og miljøledelse.
⚫︎ Virksomheder skal gennem en omfattende godkendelsesproces og efterfølgende løbende kontrol for at bevare certificeringen.
⚫︎ Green Key administreres internationalt af Foundation for Environmental Education (FEE), mens ordningen i Danmark drives af HORESTA.
Tilmeld dig DR Koncerthusets nyhedsbrev
Hold dig opdateret på alt, hvad der sker i DR Koncerthuset. Få nyt om koncerter, presale, nyheder og eksklusive tilbud – direkte i din indbakke.




