Publikum har valgt sangene til DR Pigekorets næste koncert
Publikum i Koncertsalen har sammen med DR Pigekorets sangere valgt repertoiret til ’Din koncert med DR Pigekoret’ den 30. og 31. maj – og for første gang er det sangerne selv, der guider publikum gennem aftenen fra scenen.

Foto: Kim Matthäi Leland
Når DR Pigekoret og dirigent Charlotte Rowan den 30. og 31. maj inviterer til koncert i DR Koncerthusets, bliver det i et helt nyt format, hvor publikum spiller en vigtig rolle.
Koncertens repertoire er nemlig ikke blevet bestemt på forhånd, men udvalgt i samspil mellem publikum og korets egne sangere i tiden op til koncerten. Først har sangerne selv udvalgt deres personlige favoritter, og derefter har publikum kunnet stemme på de sange, der har rørt dem gennem årene.
Resultatet er en koncert, hvor fælles musikalske minder og personlige fortællinger mødes i Koncertsalen.
- Vores nye koncertformat ’Din koncert med DR Pigekoret’ er udsprunget af en fælles kærlighed til sangene og til koret. Det vil helt sikkert give en særlig nærhed og fællesskab i salen, at publikum selv har været med til at forme aftenen og har personlige minder, som knytter sig til sangene, siger Anne Karine Prip, kunstnerisk leder for DR Pigekoret.
Din koncert med DR Pigekoret
30. maj 2026 kl. 16.00
31. maj 2026 kl. 16.00
Medvirkende:
DR Pigekoret
Charlotte Rowan, dirigent
Koncerten sendes på P2 / DR LYD den 15. juni og på DR2 den 9. juli.
Sangere som værter
Som noget helt nyt er det også korets sangere selv, der er værter på scenen i ’Din koncert med DR Pigekoret’. Mellem sangene deler de personlige fortællinger og minder om musikken og livet i koret – og inviterer publikum tættere ind i koncertoplevelsen.
Aftenen rummer bl.a. nyere danske favoritter som Fald, min engel, Barndommens gade og Stjernefart samt mere traditionelle sange og salmer, der gennem generationer har været en del af DR Pigekorets repertoire. Publikum inviteres også til selv at synge med på to kendte fællessange undervejs i koncerten.
Desuden venter der en særlig lydcollage skabt af lyddesigner Søren Elbek, som normalt er
kendt fra podcasten Genstart.
Tilmeld dig DR Koncerthusets nyhedsbrev
Hold dig opdateret på alt, hvad der sker i DR Koncerthuset. Få nyt om koncerter, presale, nyheder og eksklusive tilbud – direkte i din indbakke.




