Stemmer med historie

I over 90 år har DR Koncertkoret lagt stemmer til store klassiske værker. Dyk ned i korets historie her.

Et rigtigt symfoniorkester skal have et stort, symfonisk kor.

Det vidste man allerede i 1925, da DR blev grundlagt. Og i 1932 kunne Statsradiofonien – som DR hed dengang – sende sin første store koncert med eget kor og orkester ud til radiolyttere i hele landet.

Der er sket meget siden dengang – både i og uden for musikkens verden. Klangen og synet af sangerne i DR’s største kor har ændret og udviklet sig gennem årtierne, formet af bl.a. en række vigtige dirigenter, tidens musiksmag og DR’s skiftende koncertsale.

Men DR Koncertkorets vigtigste opgave er grundlæggende den samme i dag, som den var i begyndelsen: at give alle danskere mulighed for at opleve lyden af de største værker for kor og orkester på højeste, kunstneriske niveau.

Vi har samlet en række billeder, som viser DR Koncertkorets rige historie.

Monsterkoret

DR Koncertkoret debuterede med en dødsmesse! Det foregik 1. april 1932, hvor DR havde stablet en opførelse af Verdis store Requiem på benene, dirigeret af italieneren Egisto Tango. For første gang samlede man et radiokor af professionelle danske sangere. Pressen rapporterede på forhånd, at DR havde skabt ”et monsterkor”! Men hvad der kunne være blevet en rodet debut blev i stedet ”en mesteropvisning, der klang enestående skønt”, som en anmelder skrev.

Vittighedstegningen blev bragt i Politiken inden koncerten.

Fritz Busch og verdens bedste kor

På få år opnåede DR Koncertkoret et imponerende niveau. Da DR Symfoniorkestrets i 1934 opførte Beethovens berømte 9. Symfoni med den store korfinale, bad den tyske gæstedirigent Fritz Busch korsangerne om at lære musikken udenad, så de kunne optræde uden noder. Det lykkedes – og Fritz Busch udtalte efter koncerten, at DR Koncertkoret var ”verdens bedste kor.” Billedet er taget i Odd Fellow Palæet ved en af prøverne, for korsangere er klædt i hverdagstøj – og står uden noder.

Messias i Vor Frue Kirke

Et enestående fotografi fra anden halvdel af 1930’erne. Det er taget ved en sjælden barokkoncert i Københavns Domkirke, nemlig en opførelse af Händels Messias. Dirigenten er den unge barokekspert Mogens Wöldike, og blandt solisterne ser man tenoren Aksel Schiøtz. Efter datidens norm er det en meget stilbevidst opførelse. Der medvirker f.eks. et cembalo i orkestret, formodentlig spillet af den tyske cembalist Liselotte Selbiger, der var flygtet fra nazisterne til Danmark.
Under ledelse af Mogens Wöldike gjorde DR Koncertkoret et stort arbejde for at udbrede den gamle barokmusik til danske lyttere.

Odd Fellow Palæet

DR Koncertkoret med damerne i håndsyede kjoler, fotograferet ved en koncert i Odd Fellow Palæet ca. 1940.
Da 2. Verdenskrig var forbi i 1945, kunne koret omsider flytte ind i det nybyggede Radiohus, og en ny æra begyndte. I 1949 blev komponisten og dirigenten Svend S. Schultz knyttet til koret som syngemester, dvs. både den daglige dirigent og med ansvar for at indstudere koret til store koncerter med DR Symfoniorkestret. Svend S. Schultz var syngemester helt indtil 1983 og fik afgørende betydning for DR Koncertkorets virke.

Radiohuset i 1960erne

Det oser af 1960’erne på dette foto af DR Koncertkoret, taget i Radiohuset på Rosenørns Allé i 1969.

Det store Koncertkor har gennem årene været brugt i flere undergrupperinger til opgaver, hvor man af musikalske grunde foretrækker et lille kor fremfor et stort. På dette tidspunkt hed den lille version Radiokammerkoret. Tidligere kaldte man det Madrigalkoret (med speciale i tidlig musik). I dag har man DR Vokalensemblet med 18 fuldtidsansatte sangere, som indgår i DR Koncertkoret, hvor de 56 øvrige sangere er deltidsansat.

Stefan Parkman – turnéer og indspilninger

Fra 1989 til 2002 var den svenske dirigent Stefan Parkman chefdirigent, og i hans periode gik DR’s ensembler ind i en ny fase med turnéer til udlandet og indspilninger for internationale pladeselskaber som Chandos og Decca. DR Koncertkoret har siden indspillet mange fremragende albums, bl.a. alle Brahms’ værker for kor og orkester og musik af Carl Nielsen, Grieg, Gade og Percy Grainger.