En tur i Diskoteket med Oh Land: "Han talte til den der rene idealisme omkring den verden, man gerne ville vokse op i"
Vi er alle på den ene eller anden vis formet af den musik, vi har lyttet til gennem livet. Musikere, melodier og tekster, der har bidt sig fast i os, og som formår at indkapsle minder på en særlig måde. Vi har inviteret Oh Land med i DR Diskoteket – hvor det bugner med vinyler og cd'er fra gulv til loft – for at høre om tre af de album, der har betyder allermest for hende.
Bjørk – Homogenic
"Det her er måske én af de vigtigste plader i mit liv. Jeg gik all in med lommepengene og købte den i digi pack, så den lå i papomslag og med en plakat inden i. Artworket er jo så moderne og kunne ligeså godt være udgivet i dag.
Jeg har nok været 12 år. Og jeg var fuldstændig besat. Numrene ‘Yoga’ og ‘Bachelorette’ hørte jeg på repeat, fordi de både hentede grundlag i mit opvækst og kom med noget helt nyt – klassiske symfoniske arrangementer og det her nye elektroniske landskab, som jeg ikke rigtigt kendte før. Det talte bare til mit temperament.
Der var en enorm mystik forbundet med Björk – både hvad angik hendes udseende og lyd. Jeg vidste ikke, hvad hun var for en – om hun var barn eller voksen. Det forvirrede og fascinerede mig helt sindssygt. For mig var det en verden. Og der var på den måde ikke ret langt fra Barbie til det Björk. Det talte til min fantasi. Noget, der lagde op til leg."
Michael Jackson – History
"Det her album er det reneste blast from the past. Jeg tror, at jeg har været 11 år, da jeg opdagede den hjemme hos min veninde, hvis storebror havde den. Og det er i virkeligheden lidt et barndomstraume, for jeg var decideret bange for de billeder, der lå i coveret. Så selvom de er et af mine absolutte yndlings-album, så turde jeg ikke eje den selv. Jeg lånte den på biblioteket og tog billederne ud.
Jeg har så mange minder med det her album. Mine veninder og jeg lavede koreografier til sangene nede i kælderen derhjemme. Jeg gik rundt og lyttede til ‘They Don’t Care About Us’ på min første Discman, som skulle holdes helt vandret for at spille rent. Så var der ‘Have You Seen my Childhood’, som er en rigtig grædesang, og som gav mig den første oplevelse af, at musik var noget, der kunne give mig bestemte følelser. Og ‘You Are Not Alone’ var min første kinddans.
Michael Jackson var den første mega-stjerne, jeg blev bevidst om. Han var bare et kæmpe ikon på tværs af generationer. Han talte til den der rene idealisme omkring den verden, man gerne ville vokse op i. Måske var det derfor, at mange børn hengav sig fuldstændig til Michael Jacksons musik. Fordi man ellers var så vandt til voksnes realisme."
Beatles – Abbey Road
"Derhjemme hørte vi enormt meget klassisk musik på P2, ligesom mine forældre selv spillede det meste af tiden. Men min far havde den her plade. Og det var måske noget af den første rytmiske musik, jeg hørte.
Jeg dansede rigtig meget til den her plade hjemme i stuen. Det var musik, jeg selv kunne spille på klaveret. Og Beatles er klart dem, der har inspireret min trang til den rene popsang mest. Sangene ligger så dybt i mit DNA, fordi jeg er vokset op med dem. Og på ‘Abbey Road’ er de alle sammen fuldstændig legendariske.
Tag bare ‘Come Together’, som jo bare er popsangens støbeske. Sjovt nok er den også i en version på Michael Jacksons ‘History’-album, men originalen er virkelig den eneste rigtige udgave af den sang. Hold kæft, det er et godt nummer. Så ikonisk. Jeg kan huske, at jeg ikke fattede et ord af, hvad han sagde. Jeg hørte kun Coca-Cola. Men jeg forstod melodien. Det var det vigtigste.
Og så er der ‘Because’, der er det flotteste nummer, og som jeg døde over, da jeg hørte det første gang. Jeg sang selv i børnekor og elskede harmonier, men jeg havde aldrig hørt dem komme fra sådan nogle lidt rå drenge før. Jeg kunne virkelig spejle mig i det med at synge en følelse – at kunne græde, bare fordi himlen er blå."
