Et kor af stemmer

Der er bælgravende mørkt i Musikhuset i Aarhus. Udenfor er det ikke meget bedre. Et novembermørke har lagt Danmark i dvale, men inde i Musikhuset har de taget mørket til sig og lægger op til en magisk oplevelse, ”Mørkekoncert” med DR Pigekoret. Et efterhånden legendarisk koncept, som den nye dirigent, Charlotte Rowan har arvet fra sin forgænger, Phillip Faber, og det kreative hold bag DR Pigekoret. Hun er fokuseret. Det er pigerne også, og harpenisten Zachary Hatcher. Sammen skal de via orgel, harpe og en fortælling navigere DR Pigekoret igennem et flow af sange i mørke. Det ultimative kontroltab, hvis noget går galt. Men mest af alt en overgivelse, og tro på, at den kollektive stemme kan navigere intuitivt i mørke. I ugevis har de øvet op til koncerten, mens lyset stadig var tændt. Nu skal den kollektive stemme bevise sit værd.

Men den dag i Aarhus, sker der noget, Charlotte Rowan ikke har kunne forudse. Orglet sætter ud i tredje nummer. Ikke en lyd kommer ud af det. Det orgel, som i mørket er hendes dirigentstok, er stille. Hun når at gå i panik, men kun ganske kort.

”Det var det ultimative kontroltab”.

Vi spadserer på Christiania i foråret 2024, en god rum tid efter mørkekoncerterne i Musikhuset i Aarhus og DR Koncerthuset i København, der var hendes debut som dirigent. Jeg har sat hende i stævne på Christianias Volde i det kollektiv, som engang stillede sig stejlt over for det øvrige samfund for at skabe en alternativ stemme. Charlotte har aldrig været på fristaden før, og har fået øje på hestene i folden ved Børneengen. Hun elsker heste. Vi går ned mod de store dyr.

”Den kollektive stemme trådte i karakter i mørket den aften”, siger hun, mens hun aer en hest på mulen. ” Zachary Hatcher spillede bare videre, og sangerne fulgte trop. Det gjorde mig så stolt”.

Imens kravlede Charlotte Rowan rundt i mørket og legede med ledninger for at få orglet til at spille igen. De passager, hvor hun skulle spille på orglet, synger hun, og efter et stykke tid, vågner det store organ op fra sin dvale, og alt kan fortsætte som planlagt.

Vi har allerede talt en times tid, mens vi har gået rundt på de grønne volde, der omgiver fristadens store areal. En samtale om den kollektive stemmes samfundsansvar, om det vigtige i venskabet og fællesskabet, og om at finde sin egen stemme, når man arbejder i et kor med 55 enormt forskellige personligheder. Noget der ligger den unge kordirigent meget på sinde.

”Jeg kommer fra en meget disciplineret engelsk kortradition, hvor fællesskabet udelukkende var musikken. Der var ikke plads til en dårlig dag, og det var meget skrøbeligt, fordi sammenholdet udenfor koret manglede”.

Hun bevæger hænderne, når hun taler. Nærmest dirigerer tankerne, der falder funderet og velovervejet.

”Der er ingen, der tror mig, når jeg siger, at jeg som barn og ung aldrig sagde noget” griner hun.

Stemmen falder ned fra himlen

Charlotte Rowans opvækst i en katolsk, engelsk middelklassefamilie er fyldt med kodeks, kirkegang og disciplin, men også kærlighed og rummelighed til at følge sine drømme. Begge hendes forældre arbejder i skattevæsnet, og resten af familien i hospitalssektoren, så der er ikke meget klassisk i hjemmet. Faktisk overhovedet ikke. Men en vågen musiklærer i den lokale skole henvender sig en dag til Charlottes mor, og anbefaler, at forældrene melder den dengang 10-årige generte pige ind i det lokale kor.

”Hun sagde til min mor, at hun mente, det ville være godt for mig. Og det skal jeg love for. Siden den dag er jeg ikke stoppet med at synge. Stakkels mine forældre. Jeg sang hele tiden”.

Charlotte Rowan hviler i sig selv på trods af hendes kun 28 år. Fra hun kommer ind i koret, sætter hun sit ungdomsliv på standby. Ikke som en opofrelse, men med en lyst til at finde sin egen stemme i kollektivet og finde ind til troen på sig selv, så hun kan give noget videre.

”For mig er det vigtigt at skabe et rum til forskellighed. Lige som her, hvor vi går (Christiania, red). Der er noget dybt personligt i at dele en stemme med andre mennesker. Men også at finde det kæmpe potentiale i hver enkelt stemme, hvor man kan blomstre som person og som musiker”.

Den katolske opdragelse har sat dybe spor i hende. Kirkerummet giver hende ro. Men det er først da hun flytter til Danmark som 23-årig, at hun får øje på de mange situationer, hvor hun er blevet rammet ind og låst fast, i stedet for at blive sat fri.

”Jeg kan mærke, at mine værdier og min livsvej er flyttet en del væk fra min katolske opvækst. Jeg har lært meget om fællesskab i Danmark, og især styrken i den kollektive stemme med plads til fri udfoldelse af individet”.

Det er tydeligt som samtalen skrider frem, at fællesskabet udenom koret er en af de vigtigste markører for dirigenten. Inden hun kom til København, var hun leder for Herning Kirkes Drengekor. Allerede der opdagede hun, at kvaliteten i venskaberne uden for koret var et must for at skabe trygge rammer, velvidende at det at dygtiggøre sig kræver, at man ofrer noget. Men først og fremmest handler det om at passe på hinanden og fejre fællesskabet. Netop den sidste værdi vender hun tilbage til som et naturligt omdrejningspunkt i samtalen.
”Det er først, når det fælles rum er skabt, at musikken løfter sig ud af sin ramme og bliver til noget særligt, noget større”.

En blottelse af følelser

Vi har sat os foran café Månefiskeren på fristaden med hver vores kop kaffe. Det er tirsdag formiddag og alt ånder fred og ro. Et par lokale christianitter defilerer forbi. Det samme gør grupper af turister anført af en lokal guide. Der er faldet ro i samtalen så der også er plads til at lade stilheden herske og ordene komme af sig selv.

”Den syngende stemme er så dybt forbundet med ens mentalitet og krop. Det er så personligt at invitere verden ind og høre den. Det er meget stærkt og kræver, at der er plads til både at være stærk og sårbar og lykkelig og trist. Alle de ekstreme følelser bliver blottet, når man synger med hinanden. Når man opnår den tillid og tryghed, står kollektivet stærkt.  Det er en kæmpe udfordring, en kæmpe styrke, og en meget svær balance”.

Hun smiler, mens en ældre christianit med røde træsko sætter rytmen hen over asfalten i det samfund, der engang blev båret frem af et fælles ønske om at forandre verden i et konsensusdemokrati. Men nu er hippierne blevet gamle og verden ser meget anderledes ud end dengang.

Charlotte Rowan er en af de unge stemmer, der tror på, at forandring er mulig gennem den kollektive stemme med plads til forskellighed.

”Jeg føler, at jeg som dirigent for DR Pigekoret har et ansvar til virkelig at være vågen i en verden med krige og klimakatastrofer. Det nytter ikke noget at læne sig op ad succesfulde gentagelser, så bliver det aldrig godt. Det er en superkraft at være nysgerrig og åben. Det er den måde, jeg går til mit musikalske arbejde på. Det handler konstant om at holde sig selv i gang i verden og se den som en helhed. Hvilken vej vælger vi at gå? Jeg tror, mange kunne lære af den synergi, der er i et kor”.

Vi følges ud i den parallelle verden, hvor sirener og trafik igen dominerer lydbilledet. En enkelt flyver skærer himlen over i to. Den ene halvdel tilhører Charlotte og de unge sangere i koret, den anden den aldrene gruppe af magthavere, der har dårlig hørelse, når det gælder idealistiske stemmer. Men for Charlotte Rowan er der ingen tvivl. Hun drømmer og tror på, at kormusik og det kollektive kan ændre verden i et kor af stemmer.