Lange fingre i den klassiske kagedåse: “Melodierne er rygraden i vores kultur”

Man kunne måske godt fise rundt med den fordom, at den klassiske musik er så kompleks, at den kun er de særligt trænede ører forundt. Men faktisk svæver den evigt omkring os … ofte endda uden vi er klar over det.

Det sker nemlig ikke så sjældent, at musikere på tværs af genrer-spektret lader sig inspirere eller direkte kopierer fra klassisk musik. Og det er måske slet ikke så mærkeligt, når man tænker på, at den klassiske musik har eksisteret i 1000 år, mens popmusikken kun lige har rundet de 100 år, lyder det fra Mathias Hammer, der er radiovært på P1 og P2. 

“Klassisk musik er både rytme, orkestrering, klang og kompleksitet. Men det er først og fremmest melodi. Og igennem musikhistorien har der været utroligt mange komponister, som har været virkelig gode til at skrive melodier, som andre genrer i dag ser længselsfuldt efter,” siger han og fortæller, at det, der kendetegner den klassiske musik, er “længslen efter at sætte de største menneskelige følelser i toner.” 

Og det er melodien ganske enkelt det bedste værktøj til.

“Det handler om ultimativ forelskelse, om kærlighed, lykke, forhåbning, tro, forening med det religiøse. Men det handler i lige så høj grad om alt det, der er svært og mørkt. Om dødsfrygt, dødslængsel, ulykkelig kærlighed, ensomhed, frygt, isolation. Om skræk for det endelige. Og alt det kan den klassiske musik rumme,” fortæller han.

På lørdag dyster otte danske artister i det danske Melodi Grand Prix. I den forbindelse har vi leget med tanken om, hvordan det ville tage sig ud med klassisk musik. Og spørger man radioværten, hvad der adskiller de to genrer i en konkurrence om melodier, er svaret først og fremmest storheden, som ofte er mere markant i den klassiske musik, end den er i en nutidens popsang, lyder det. 

“Hvis vi spoler 60 år tilbage i tiden til Melodi Grand Prix-sange som ‘Skibet skal sejle i nat’, ‘Angelique’ og ‘Dansevise’, så er der jo faktisk tale om meget store melodier. Men jo længere vi kommer op i historien, jo færre melodiske stumper, synes jeg, man finder,” siger han og fortsætter:

“Hvis man hører musik af Tchaikovsky eller Schubert, som kan skrive melodier, der bare fortsætter og stiger op i paradis i 3-4 minutter i træk, så tænker man simpelthen, det er løgn. Altså, mit hjerte er lige ved at falde ud af mit bryst, så smukt er det”.

Det gælder for den klassiske musik som inden for enhver anden genre, at nogen er bedre til at skrive melodier end andre. Men en ting er sikker: Popmusikken står bevidst eller ubevidst på skuldrene af fortidens klassiske komponister. Og derfor er der ikke så få eksempler på, at musikere på tværs af genrer har haft fingrene i den klassiske kagedåse. 

“Melodierne er rygraden af vores kultur. Og derfor kender eller genkender vi dem uden nødvendigvis at have dyrket dem.”

'All By Myself' – Eric Carmen / Rakhmaninov

“Et af de virkelig gode eksempler på den her melodi-vandring er ‘All By Myself’ af Eric Carmen, som Celine Dion også har kastet ud i stratosfæren. Her er der ikke bare tale om en lille musikalsk vending – som ingen jo som sådan har patent på – der er simpelthen tale om anden sats fra Rakhmaninovs Klaverkoncert Nr. 2, som – når man hører den i sin originale version – er så meget indbegrebet af russisk senromantisk tristesse, melankoli og længsel. Dybest set har han ikke gjort andet end at lave det symfoniske om til en popsang med en tekst om den længsel og ensomhed, som musikken beskriver i en ordløs version hos Rakhmaninov. Men det virker vildt godt. Og så er det jo en stærk måde at popularisere det for et bredere publikum på.” 

'A Whiter Shade of Pale' – Procol Harum / Bach

“Her bevæger vi os ind i symfonisk syrerock fra 70’erne, hvor Procol Harum havde et kæmpehit i den her sang, som er baseret på Bachs meget berømte ‘Air’ fra Orkestersuite Nr. 3 – Air on the G-string. Den er del af den klassiske kanon, der er til at finde på en compilation, der formentlig bliver spillet på Café Vivaldi. Den melodi kører simpelthen som en motor bag denne pop/rock-ballade og giver den en følelse af genkendelighed. Man ville godt have været med inde på det værksted, hvor de fandt på at bruge Bach og lave værket om til sådan et Hammond-orgel-syreguitar-univers. Det er virkelig sjovt. Og de følger Bachs original fuldstændig stringent.”

'This Night' – Billy Joel / Beethoven

“Et andet tydeligt eksempel på den klassiske arv er ‘This Night’, hvor Billy Joel bruger den langsomme sats fra Beethovens Pathétique-sonate – den følelsesfulde klaversonate. Det er ikke så subtilt, kan man sige, men det er ret sødt, fordi jeg oplever det som hans egen personlige kærlighedserklæring til Beethoven. Som et kip med hatten til en, som virkelig evner det at udtrykke kærlighed, ømhed og erotik gennem melodi. Og det skelet bruger Billy Joel så til at udtrykke nogle af de følelser, som kan være så svære at arbejde med. Det kan jeg ret godt lide.”

'Can't Help Falling in Love' – Elvis / Martini

“Inspirationen fra klassisk fortsætter op gennem musikhistorien, og i flere tilfælde vil de fleste ikke ane, at der er tale om bidder eller komplette versioner af andre værker. Det var således Elvis, der gjorde ‘Can’t Help Falling in Love’ til et hit, men den bygger faktisk på en fransk kærlighedssang, der hedder ‘Plaisir d’amour’, altså kærlighedsglæde. Og det er bare meget sjovt med sådan en evergreen, der eksisterer på tværs af genrer – at melodier kan være så gode eller så store, at de ikke lader sig begrænse af en genre, en lyd eller en besætning. Den her dejlige melodi fungerer både i en klassisk orkester-version, i en salon-udgave med en pianist og en violinist og på Elvis’ Hawaii-plade.”

'Go West' – Pet Shop Boys / Pachelbel

“I det her nummer af Pet Shop Boys har vi fat i Pachelbels Canon, som er sådan en harmonisk progression, der fortsætter i evigheder. Det er et klassisk musikalsk skelet, som rigtig meget musik bygger på, og her er det bare rigtig tydeligt. Det er lidt ligesom sådan en evighedens ‘Æblemand’-rundgang, som Pachelbel ligesom udødeliggjorde i slutningen af 1600-tallet, og som stadig findes i dag. Det er en lille reference til noget genkendeligt, noget grundstruktur, noget der bare fungerer.”