Martina Batič fortalt med fem stykker musik

I et omklædningsrum i DR Koncerthuset sidder Martina Batič let foroverbøjet over en bunke nodeark beriget med blyansnoter. Hun bladrer et par gange, lader hurtigt hånden baske gennem sit karakteristiske strittende hår og ser så op, som skulle hun lige børste den sidste rastløshed af sig.

Martina Batič “er lidt nervøs,” erkender hun. Det er hendes første dag som chefdirigent for DR Vokalensemblet. Og “det er jo en stor ting at blive valgt til at lede så ekstremt dygtige sangere,” lyder det fra den 44-årige slovenske dirigent, der ellers må siges at være mere end almindeligt velbevandret i rollen. 

Hun har allerede dirigeret en række af verdens bedste vokalensembler, radiokor fra hele Europa tripper for at få hende til roret, og hun har vundet priser for sin enestående evne til at udforske og forme korlyden. Alt det kan man læse i hendes imponerende CV. Men hvem er hun egentlig, hende Martina Batič? 

I dag drager DR Vokalensemblet på turné rundt i Danmark med ‘Et musikalsk portræt’ af deres nye dirigent. I den forbindelse har vi bedt Martina Batič finde frem til fem stykker musik, der kan gøre os lidt klogere på, hvem hun er. Og nej, det er ikke bare en gennemgang af obskure korværker. Inspirationskilderne ændrer sig alt efter, hvor hun er – i verden og i livet, fortæller hun. 

“Da jeg er opvokset i det centrale Europa, er jeg blevet influeret ikke bare af slovensk kultur, tradition og lyd, men også af de omkringliggende landes. Men særligt for Slovenien er traditionen for at synge flerstemmigt,” siger hun og uddyber:

“Når slovenere synger – og det gør de gerne – vil det altid være harmoniseret. Vi har blandt andet en stærk tradition for mandekor, tenorer, barytoner og basser, der synger flerstemmigt med et godt glas vin i hånden. Harmonier flyder i mit blod. Det er min tradition, mit hjerte, min sjæl.”

‘You’re the Inspiration’ – Chicago

Martina Batič voksede op i en lille landsby ved grænsen til Italien. Hendes mor var skolelærer, faren var lastbilchauffør. Og nogle af hendes første musikalske minder stammer fra bagsædet af en bil, fortæller hun. 

“Når jeg tænker på, hvad jeg er rundet af, så er der al mulig musik, der popper op i mit hovede. Jeg elsker at lytte til musik, når jeg kører bil. Og det er sjældent kor- og klassisk musik, jeg hører, men oftest pop- og rockmusik fra hele verden. Men musik påvirker mig helt vildt, så jeg skal lige være påpasselig med, hvad jeg sætter på i min bil. Jeg havde nær mistet mit kørekort for at køre for stærkt, en dag jeg lyttede til Tina Turner. 

Som barn kan jeg huske, at jeg hørte sange som ‘18 til I Die’ af Bryan Adams og ‘Se Bastasse una bella canzone’ af Eros Ramazzotti. Men fra min teenagetid er der særligt ét nummer, der står frem – Chicagos kæmpehit ‘You’re the Inspiration’. Første gang jeg hørte det var på bagsædet af mine forældres vinrøde Opel Kadett. Jeg el-ske-de det nummer. 

Og der var faktisk en slovensk jazzmusiker, der arrangerede det til børnekor akkompagneret af klaver, og som jeg var med til at synge i min skole. Det var en ret stor oplevelse for mig og måske min første oplevelse af det her cross-over, som kormusikken kan arbejde så fint med.”

Ein deutsches Requiem – Brahms

Martina Batič har drømt om at blive kordirigent, siden hun startede på musikakademiet i Ljubljana. Efter sin bachelor drog hun til München for at forfølge drømmen. Og når hun i dag tænker tilbage på sin studietid, er der særligt et værk, som førte hende ind i den klassiske verden. 

“Som studerende var jeg meget imponeret af Brahms tyske requiem, som jeg nok har hørt mere end hundrede gange. Det værk har en enorm dybde, som fængede mig fuldstændigt. Med det værk fik jeg ikke bare øjnene op for klassisk musik – jeg fik også et nyt perspektiv på, forståelse af og indsigt i det menneskelige perspektiv på døden, tror jeg. Det er et fantastisk stykke begravelsesmusik, der vil trøste og styrke de levende.

Hverdagen er selvfølgelig fuld af små op- og nedture, men grundlæggende set handler livet om tre ting: Kærlighed, fødsel og død – alt sammen forbundet af vejrtrækning. Og det er på mange måder det, jeg søger i musik – at den påvirker mig på den ene eller anden vis – giver mig trøst, ophidser mig, giver mig energi. Musik, der berører forskellige nuancer af livet.

Hans Zimmer – Soundtrack fra ‘Gladiator’

Siden da har Martina Batič rejst rundt og dirigeret nogle af de allerbedste europæiske kor. Hun lever og ånder lyd. Men samtidig er hun et ret visuelt menneske, der oplever musik som billeder for sit indre – scener, stemninger og landskaber. Og det er noget, der går op i en højere enhed, når hun ser film.

“De seneste mange år har jeg haft en ting for filmmusik, som er så definerende for atmosfæren i en fortælling. Jeg er virkelig påvirkelig – og når jeg ser gyserfilm, kan jeg finde på at slå lyden fra, så det ikke bliver for meget. 

Der er noget fantastisk ved at gå på opdagelse i nye film, genrer og soundtracks. Og jeg er ret forelsket i Hans Zimmer – ikke mindst hans soundtrack til ‘Gladiator’, som er wauw, jeg får gåsehud hver gang, jeg lytter til det. Dele af det soundtrack er simpelthen uden sammenligning. 

Jeg har det lidt med film, som jeg har det med musik – forskellige genrer giver mig noget forskelligt. Nogle gange vil jeg gerne udfordres med komplicerede plots og store kompositioner. Andre gange har jeg bare brug for at slå hjernen fra og se Ace Ventura med Jim Carrey som dyre-detektiv.”

Belle et ressemblante – Francis Poulenc

De seneste fire år har Martina Batič haft sin gang i Paris som chefdirigent for koret i Radio France, hvor det hun kalder sin franske periode tog fat. Her dykkede hun ned i én af kor-musikkens helt store, moderne mestre, og fascinationen har endnu ikke lagt sig.

“Når jeg rejser rundt med projekter i forskellige lande, forsøger jeg altid at finde frem til en særlig, gammel boghandel, hvor der arbejder én, der kan gøre mig lidt klogere på landets kulturhistorie. Det er en fantastisk indgang til et folks væsen. Og det har betydet, at jeg har fået øjnene op for nogle fabelagtige, europæiske forfattere. 

Musik sætter sig i mig som usynlige følelser, minder, sensationer. Det er både fantastisk og hårdt – Martina Batič 

I Paris faldt jeg fuldstændig pladask for Francis Poulenc – på grund af hans vidunderlige musikalske sprog, men i lige så høj grad for de tekster, han valgte. Blandt andet den franske digter Paul Éluard, som er blevet en af de vigtigste poeter for mig.

Jeg ser det som en stor velsignelse, at kormusikken kan kombinere forskellige kunstarter – litteraturen, ordene og de skrevne fortællinger møder sangernes instrumenter og dirigentens eget sprog. Jeg tror på, at fortiden konstant former vores fremtid. Og for mig er det interessant at kombinere tradition med mere nutidigt materiale. Kontrasten tænder noget i mig.”

Die erste Elegie – Einojuhani Rautavaara

Når Martina Batič’ hænder ikke er i færd med at dirigere harmoniserede stemmer, befinder de sig allerhelst i jorden omkring hendes hus i hjembyen Ajdovščina. 

"Min hjemby ligger i Vipava-dalen, der er kendt for sine fantastiske vine og stærke vind. Engang søgte det kejserlige hof i Wien mod dalen for at hente vin og frugt herfra. Og derhjemme fungerer havearbejdet som et fast, fysisk holdepunkt i en hverdag, hvor jeg arbejder så meget med det flygtige øjeblik, en koncert jo er. Musik sætter sig i mig som usynlige følelser, minder, sensationer. Det er både fantastisk og hårdt.

En af de værker, der for alvor har sat sig i mig, er ‘Die erste Elegie’, som bygger på en ret speciel tekst af den bøhmisk-østrigske digter Rainer Maria Rilke. Teksten er del af hans Duino-elegier, som han skrev i slottet Duino i Trieste, der ligger tæt på min fødeby med udsigt ud over den adriatiske kyst. 

Det er på mange måder fuldstændig vanvittigt at tvinge sådan en tekst ind i et stykke musik – Martina Batič 

Første gang jeg hørte det var i Lund under en master-class med den svenske dirigent Eric Ericson, og jeg var fuldstændig mundlam. Det er et enormt dramatisk stykke, på sin vis ret fragmenteret, og så er det på mange måder fuldstændig vanvittigt at tvinge sådan en tekst ind i et stykke musik. Teksten er ekstremt lang, ekstremt stærk og ekstremt explicit. 

Det vækker nogle helt basale, filosofiske spørgsmål om livet og døden. Sidst jeg selv dirigerede det, havde jeg følelsen af at være to små hænder, der dirigerer universer. Så kan man godt få brug for lidt havearbejde”: