Signe Svendsen: “Kærligheden kan sagtens være et sted, hvor du tvivler”

Boblende forelskelse, ulidelig længsel og knuste hjerter. Der findes formentlig ikke et emne, der er skrevet og sunget mere om end kærlighed. Og det i en sådan grad, at man skulle tro, at emnet efterhånden var udtømt. 

Men det er ganske enkelt ikke muligt, hvis man spørger den danske singer-songwriter Signe Svendsen, der har skrevet kærlighedssange det meste af sit liv. For kærligheden er ikke en statisk størrelse, fortæller hun. Den er sammensat og evigt søgende.

Det fortæller hun, da hun besøger DR Koncerthuset. Man kan lige skimte et sæt løftede øjenbryn under det lange pandehår. Så falder de igen, og ansigtet bløder op.

“Det er sådan et eviggyldigt emne. Det, de fleste fortællinger er gjort af. Vi har alle sammen kontakt med kærligheden på den ene eller anden vis. Og den rummer så sindssygt mange forskellige nuancer, oplevelser og følelser,” fortæller hun.

Sidste efterår udsendte Signe Svendsen det anmelderroste album, ‘Hvem vil ikke elskes igen’. Et slags retorisk spørgsmål, der tager fat om kærlighedens fantastiske og forbandet komplicerede væsen. 

Albummet er hendes femte af slagsen og skabt i kreativ vekselvirkning med produceren Lars Skjærbæk. Og 6. december slipper hun sangene løs i Studie 2 sammen med strygekvartetten Who Killed Bambi. 

I den forbindelse har vi talt med hende om det, det hele handler om: Kærlighed.

Fælles om det sårbare

“Tilgiv mig / pas godt på dig selv / jeg slipper dig nu,” lyder det på albummets titelsang. En sang, der tager livtag med en side af kærligheden, der sjældent viser sig i de spæde forelskelsesår. Den refleksive, rationelle og realistiske kærlighed, der vågner med alderen i skyggen af de lyserøde skyer.

“Man kan godt blive bange for at afslutte et kærlighedsforhold af frygt for, om man nogensinde vil blive elsket igen. Rationelt ved man nok godt, at det nok skal gå. Men det viser noget grundlæggende menneskeligt,” siger Signe Svendsen og skuer ud over den tomme sal. 

“Vi vil alle gerne være elsket. Og det er heldigvis noget, vi har tilfælles. Når vi står overfor et brud, så søger vi en form for bekræftelse af, at kærligheden nok skal finde tilbage.”

På albummet henter hun inspiration hos de kvinder, der har været med til at forme hendes liv. Og en del af sangene har hun skrevet på et tidspunkt, hvor hun brugte en del tid i hjembyen Nyborg, mens hendes mor gennemgik en hård skilsmisse. 

Signe Svendsen er interesseret i spejling – i at dykke ned i det svære, det sårbare og det ensomme i forsøget på at vække genklang og gøre det til noget, vi kan være fælles om. 

“Det er kærligheden, der forbinder os som mennesker. Den, der skaber de største spørgsmål i livet. Og dem skal vi kunne mødes om,” siger den 49-årige sangerinde og tilføjer, at det er spørgsmål, der med tiden ændrer klang.  

“Der er selvfølgelig noget evigt gældende over den der 1:1: ‘Jeg elsker dig, elsker du mon mig? Men med alderen kommer der mere dybde og bredde på det spørgsmål – flere nuancer og et større praktisk aspekt, som jeg har lyst til at sætte ord på. For selvom du er i et modent og dejligt parforhold, hvor alt fungerer, ja, så kan kærligheden sagtens være et sted, hvor du tvivler.”

En pool af kærlighed

Første gang Danmark stiftede bekendtskab med Signe Svendsen var i 2001, hvor hun vandt det danske melodigrandprix med popduoen Rollo og King. Siden da har hun udgivet fem album – de seneste to på sit eget pladeselskab, Lydia, der er opkaldt efter hendes oldemor. 

I Signe Svendsens liv er og har der været en række mennesker, der på forskellig vis indtager en plads som en slags kærlighedskrigere – personligt som professionelt. Alle har de været med til at forme hendes sprog for kærlighed. 

“Jeg er del af en sammenbragt familie, der på kryds og tværs har oplevet brud, sorg og glæder. Og jeg føler mig meget heldig. For jeg lever i en pool af kærlighed. Det er den, der driver værket,” fortæller hun.

Sammen med sin mand har hun en datter, som for 17 år siden lærte hende en helt ny form af kærlighed at kende. En altoverskyggende, endeløs og ubetinget en af slagsen.

“Kærligheden til et barn er sin helt egen størrelse. En naturlov. Og det, at få et barn, gav mig klart nogle nuancer i forståelsen af kærlighed, som jeg ikke havde oplevet før,” siger hun.

Signe Svendsen bevæger sig hen over scenen i salen, hvor væggene er fyldt med store gæstende kunstnere gennem tiden. I hendes kærlighedspool svømmer ikke bare personlige, men også professionelle kærlighedskrigere. Kollegaer, der har inspireret og vist hende vejen i faget, fortæller hun. 

“Jeg har en kæmpe kærlighed til kvinder, der har banet vejen for singerwongwritere som mig: Joni Mitchell, Carole King og Stevie Nicks. Alberte, Anne Dorte Mikkelsen, Annika Aakjær og Randi Laubek. Den måde, de sætter og har sat ord på kærlighed og livet, kan jeg virkelig relatere til. Og det får mig til at føle et kærligt fællesskab med dem”.

Koncert med katharsis

Næste gang Signe Svendsen står i salen, er det sammen med sit band, strygekvartetten Who Killed Bambi og foran et hav af mennesker med mindst lige så mange billeder på kærlighed som hende selv. Her – på scenen og i fællesskabet – befinder hun sig allerbedst.

Det er svært for hende at være fri i et studie. Men live oplever hun, at hvis hun tør slippe kontrollen og være i øjeblikket, så kan der opstå den mest frisættende, kærlige oplevelse sammen med publikum, forklarer hun.

“Hvis det lykkes, kan det kæmpemæssigt store nu – som en livekoncert er – kulminere i en vild følelse af, at du er en lille smule inde i folks hoveder, og de er en lille smule inde i dit. En udveksling af energier … ja, jeg tør næsten ikke sige det, men katharsis. Og den oplevelse er så berusende, at jeg søger den, hver gang jeg går på scenen,” siger hun og tilføjer: 

“Jeg vil tilbage dertil: Øjeblikket, hvor vi mødes på flere planer.” 

Signe Svendsen kan opleves 6. december i Studie 2.