Let’s Dance, Nielsen!: “De får den klassiske musik ind ved at bevæge sig til den”

En horde af bare fødder bevæger sig målrettet hen over et halvkøligt gymnastikgulv. Tøffer, tramper, hopper. Stopper op. Og fortsætter så slæbende i hælene på hinanden til lyden af en svingom mellem to vidt forskellige tidsaldre.

Fødderne tilhører et hold elever fra danselinjen på Københavns Idrætsefterskole, KIES, der er i færd med at øve op til forestillingen ‘Let’s Dance, Nielsen!’. En danseforestilling, der involverer mere end 100 dansere fra hele landet, som på fredag går på scenen i Koncertsalen til original musik af Carl Nielsen spillet af DR Symfoniorkestret og elektroniske lydflader skabt af DJ-duoen Den Sorte Skole. 

Forestillingen er et møde mellem lyd og bevægelse, vidt forskellige stilarter og musik skabt med mere end 100 års mellemrum. Og da vi en formiddag i efteråret besøger efterskolen i Valby, har de for første gang besøg af koreografen bag forestillingen, Tim Rushton, der over de seneste 25 år har markeret sig som en nyskabende kraft på den internationale dansescene. 

“Jeg er vildt spændt på den her forestilling, som bliver skabt på en noget atypisk måde,” lyder det fra koreografen, der kalder projektet, som DR Musikariet har taget initiativ til, både “ambitiøst og logistisk udfordrende,” da danserne hen over efteråret har øvet forestillingen i hver deres sal, på hver deres skole, i hver deres landsdel. 

“Danserne har øvet ud fra videosekvenser hver for sig – i København, Vejle, Holstebro og Odense – og vi ser det derfor først fuldt ud, når alle er samlet. Det har derfor været op til de enkelte danselærere at motivere eleverne og give dem forståelsen af, at det faktisk er et ret stort professionelt arbejde, de laver,” siger han og fortæller, at de unge selv har været med til at sætte deres præg på koreografien med elementer fra både moderne, ballet, hiphop og urban. 

Som at lære et nyt sprog

Danseforestillingen henter sin primære inspiration i dynamikken og stemningerne i Carl Nielsens ‘Symfoni nr. 2 – De Fire Temperamenter’. Ideen til symfonien fik han efter sigende i en sjællandsk krostue, hvor der hang en naivistisk tegning af temperamenterne på væggen. Her mere end et århundrede senere finder temperamenterne nu ind i Koncertsalen i helt nye gevandter. 

Og for danserne på KIES har det ikke bare været sjovt og spændende, men også udfordrende at stifte bekendtskab med musikken.

“Det er første gang, jeg sådan rigtigt danser til klassisk musik,“ fortæller Mathilde, der er blandt efterskolens dansere. “Det er oftest moderne popmusik og hiphop, vi lytter og danser til, så det er ret fedt at prøve noget andet,” siger hun og giver ordet videre til sin medstuderende: 

“Ja, det er klart en udfordring at danse synkront og præcist til klassisk musik. Det er blidere, end det vi plejer at danse til. Så det kræver, at vi er meget opmærksomme på hinanden og det, der sker i musikken,” siger Karoline, før de begge forsvinder ud i salen.

For danserne er det da også “som at lære et helt nyt sprog,” forklarer Tim Rushton, der selv har haft en lang karriere som balletdanser, før han blev koreograf. 

“Hvis man ikke er vant til at danse til klassisk musik og så endda live, så er det en ret stor udfordring. Lyden er anderledes, og du hører instrumenterne på en helt anden måde end på en optagelse, der kommer ud af højtalere,” siger han og fortsætter: 

“Så det er faktisk en lille uddannelse af ørerne – at kunne placere instrumenter og at overføre den lyd, man hører, op til hjernen og ned i kroppen. Det er de nu i gang med at lære samtidig med, at de opbygger et forhold til klassisk musik”. 

Og det er en fantastisk måde at skabe en relation til genren på, mener koreografen. For her er der ikke tale om tørre timer på skolebænken med name dropping af prominente komponister fra fordums tid. Nej, her lærer de gennem og med kroppen.

“De får den klassiske musik ind ved at bevæge sig til den. Det er som at lære et nyt sprog. Du bliver aldrig rigtig dygtig til at tale fransk, hvis du udelukkende sidder på en bænk med en bog. Og det bedste af det hele: Jeg tror ikke, at de tænker på, at nu skal de lære noget om klassisk musik. De gør det bare,” siger han.

Sammen om noget stort

Da vi nogle uger senere igen møder danserne under nogle prøver, er projektørlamperne i Koncertsalen er tændt. De er iført kostumer. Og på scenen er én af danserne bundet ind i lange baner af sort klæde, som bølger organisk ud til de resterende dansere. De er i færd med en illustration af det melankolske temperament i Carl Nielsens Symfoni nr. 2, som foruden det melankolske består af det koleriske, det flegmatiske og det sangvinske. Og da de forlader scenen, fortæller de, at de første små fnug af nervøsitet nu er begyndt at melde sig. 

“Det er ret vildt at skulle danse til musik spillet af et live-orkester. Tænk, hvis de spiller hurtigere eller langsommere, end vi er vant til. Så skal vi jo matche det. Det er lidt nervepirrende,” lyder det fra Rosa, mens hendes meddanser Amalie nikker: 

“Der sker noget, når man pludselig ser scenen og al lyset. Det hele er meget professionelt, og jeg tror, det går lidt op for en, hvad man er del af. Det er ret stort,” siger hun. 

Og det er på sin vis hele formålet, lyder det fra Tim Rushton – at opleve, gennem dansen, hvor stærkt man kan stå som samlet hold.

“Vi vil gerne give dem en følelse af, at wow se, hvad vi er i stand til sammen. Der er så enormt meget energi og kraft i det her projekt, fordi danserne udviser en fantastisk seriøsitet og ambition,” siger Tim Rushton, før forberedelserne fortsætter: 

“Man kan virkelig mærke, at de giver deres ypperste. Og det er ret stærkt og rørende at overvære.”

Forestillingen Let’s Dance, Nielsen!’ kan opleves i Koncertsalen 12. januar.

Medvirkende er elever fra Oure Kostgymnasium, VIES (Vejle Idrætsefterskole), Det Kongelige Teaters Balletskole i Odense, DTAdans fra Dansk Talentakademi og KIES (Københavns Idrætsefterskole). DR Symfoniorkestret dirigeres af Stanislav Kohanovsky.