Hun arbejder på en verden, hun måske aldrig får at se

“The world I took for granted was crashing to the ground / And I realized I might not live long enough to ever see it turn around.”

Sådan lyder det på titelnummeret til ‘Working on a World’, som den amerikanske singersongwriter Iris DeMent udkom med i starten af året. Et album, hun har arbejdet på i et årti, og som ikke bare nøjes med at servere tidløse folk-melodier og gospel-ballader, men samtidig kommenterer på et nutidens USA med klimakrise, social ulighed og våbenvold. Et hjemland, hun har svært ved at se i øjnene. 

Det fortæller hun, da vi fanger hende over et Zoom-opkald fra hendes hjem i Iowa City – “tre timers kørsel fra Chicago, hvor der er fyldt med GMO-kornmarker,” som hun siger for at hjælpe med navigationen.

Ansigtet på skærmen er så mildt og imødekommende, som referencerne til hendes hjemland er spydige. Den 62-årige folk-veteran har kommenteret på sin omverden, siden man første gang hørte hendes country twang på debutalbummet ‘Infamous Angel’. Men ‘Working on a World’ er et anderledes direkte politisk statement. Et opråb og et allekald om at blive ved at arbejde for en lysere fremtid. 

“Jeg skrev titelnummeret i november 2016, der for mange af os er forbundet med en fuldstændig katastrofal begivenhed,” siger Iris DeMent med henvisning til præsidentvalget, der bragte Donald Trump til embedestoppen.

“Der opstod sådan en sort stemning, som stadig hersker. Men jeg fandt håb i den kommende generation – i at enhver indsats, vi gør, vil bære frugt på et tidspunkt i fremtiden. Det nytter ikke noget at give op.” 

Iris DeMents debutalbum blev for nylig udnævnt til et af “de største country-album nogensinde” af Rolling Stone, hun er flere gange nomineret til en Grammy Award. Og 26. oktober kan man opleve den stemme, der af den nu afdøde country-legende John Prine er blevet beskrevet som “Like you’ve heard but not really’, når hun spiller i Studie 2. som del af en sjælden Europatour. 

Liv, død og alt herimellem

Iris DeMent er fra et hjem med klaver, men med få midler. Hun er født i Arkansas som den yngste af 14 søskende, der voksede op med lyden af kirken. Og både kollektivet, klaveret og kirken er gennemgående for de 7 album, hun har udgivet. 

“Jeg er vokset op med utrolig stærk, smuk og sjælfuld musik, som spiller en stor betydning for mit liv. Og selvom jeg ikke følger nogen bestemt religiøs retning, så tror jeg på, at musikken har en helende funktion,” fortæller hun.

Hjemmefra lærte hun at stille spørgsmål til sin omverden – til sin tro, til adfærd, til de magthavende. Og det er en spørgende natur, der også har fundet ind på hendes seneste album, som Rolling Stones har kaldt “en bevægende politisk erklæring i desperate tider.” 

"Når jeg ser på de store kærlighedskrigere gennem mit liv, så tror jeg i virkeligheden, at det var deres hemmelighed: Evnen til at fortsætte kampen, selv når alt synes håbløst."

På ‘Working on a World’ bevæger Iris DeMent sig ind i den moderne verden og alle dens udfordringer – med pandemiske sygdomme, klimakatastrofer, vold og social ulighed. I sangene spørger hun ikke bare, hvordan vi sammen kan arbejde mod en bedre verden, men bønfalder os om at holde fast i håbet og rumme hinandens forskelligheder. 

“Det handler om liv og død,” siger hun og lader kommentaren hænge mellem os et øjeblik. 

“Særligt i et land som USA med så ringe et sikkerhedsnet – hvor fattigdom og våbenvold årligt koster tusindvis af mennesker livet. Det er et virkelig foruroligende land at leve i,” siger hun og fortæller, at inspirationen kommer til albummet kommer fra vidt forskellige hjørner. 

Nummeret ‘Let Me Be Your Jesus’ er eksempelvis et digt hendes mand har skrevet. Klaverballaden ‘The Cherry Orchard’ handler om en karakter fra et stykke af den russiske forfatter Anton Pavlovitj Tjekhov. Og ‘Goin’ Down to Sing in Texas’ er en otte minutter lang protestsang, som hun skrev efter at have spillet en koncert i Austin, hvor et skilt i døren viste, hvordan koncertgængere skulle håndtere deres våben under koncerten.    

Til kamp mod modløsheden

I en tid hvor udfordringerne taler i versaler verden over, ville det måske ikke være så mærkeligt, hvis positiviteten havde lidt et knæk. Men for Iris DeMent er der ikke tid til at dyrke pessimismen. 

“Der er en ro i troen på, at det, vi handler på nu, har en betydning. Mister vi den følelse, banker modløsheden på. Mine forældre opdragede 14 børn uden en mønt på lommen. De var mestre i at tage én dag ad gangen,” siger hun og fortsætter: 

“Og når jeg ser på de store kærlighedskrigere gennem mit liv – Martin Luther King, Mahalia Jackson, min mor – så tror jeg i virkeligheden, at det var deres hemmelighed: Evnen til at fortsætte kampen, selv når alt synes håbløst. Jeg forsøger at gøre det samme.” 

Det er 10 år siden, Iris DeMent sidst udgav et album med nyskreven materiale. Egentlig ville hun bare nedfælde nogle af de tanker, frustrationer og overvejelser, der rumsterede i hende. Men før hun vidste af det, var hun i færd med at indspille et album. Så kom corona og satte en stopper for det hele, hvorfor albummet blev indspillet over en lang periode med flere forskellige producere – Richard Bennett, Jim Rooney, Pieta Brown og hende selv.

Men på det uplanlagte album er Iris DeMent mere aktivistisk end nogensinde før.

“I USA er det boret ind i os fra dag et, at vi er de bedste. Et sæt skyklapper. Og da jeg startede med at lave musik, havde jeg intet begreb om politik eller aktivisme. Jeg vandrede bare ind i voksenlivet med mine sange uden øje for alle problemerne. Så jeg var i mine start 30’ere, da jeg fandt ud af, hvor galt det stod til med arbejdsløshed, fattigdom og ulighed.” 

“Absolut,” lyder det prompte til spørgsmålet om, hvorvidt hun føler et ansvar for at kommentere på det, hun ser. “Som mor, bedstemor, som kvinde, som menneske. Du ved, vi har alle et ansvar”.

Iris Dement arbejder på en verden, hun formentlig aldrig får at se. Ellers er der måske slet ikke en fremtid, der er værd at leve i. Og det håber hun, at publikum tager med sig fra koncerten 26. oktober i Studie 2. 

“Jeg håber at kunne udløse, hvad der er blevet udløst i mig selv. Og det er troen på, at det nytter noget at handle. Uanset hvor lille indsatsen er,” siger hun og tilføjer, før vi begge fumler for at finde knappen til at afslutte opkaldet: 

“Musik kan noget særligt. Den har været der siden menneskehedens begyndelse, og vi får brug for den til sidste punktum.”